Ford spotter de ledige parkeringspladser

10-07-2019

En gennemsnitlig bilist i storbyer som London og Frankfurt må ofre helt op til 67 timer årligt på at lede efter parkeringsplads. Faktisk vurderes det, at søgen efter parkering udgør hele 30 procent af trafikken i byområder. Nu tester Ford ny teknologi, der spotter de ledige parkeringspladser.

Problemet er ikke udelukkende mangel på parkeringspladser. Data fra Storbritannien viser eksempelvis, at parkeringspladser, -huse og –kældre ofte kun er halvt fyldt.

Ford og Vodafone* tester i øjeblikket online bilteknologi, der kan gøre det væsentlig lettere at finde ledige parkeringspladser i centrale byområder. Systemet hedder Parking Space Guidance og viser både antallet af ledige parkeringspladser og ruten derhen.

“Navigation i bilen hjælper os med at finde vej, men den er ikke lige så brugbar, når det kommer til parkeringspladser,” forklarer Tobias Wallerius, produktudviklingsingeniør hos Ford Europa. ”Parking Space Guidance er en feature, der hjælper med den allersidste del af ens rejse. Man sparer både tid og penge og udleder mindre CO2, hvis man kan finde et sted at parkere hurtigt.”

Teknologien, som opdateres i realtid baseret på løbende indsamlet parkeringsdata, testes af Ford og Vodafone som en del af projektet KoMoD – Kooperative Mobilität im digitalen Testfeld Düsseldorf – et stort, tværindustrielt projekt i Tyskland, der omfatter tests af en lang række online-tilkoblede bilteknologier.

“Når biler udveksler infrastruktursdata i realtid, bliver trafikken mere effektiv – og søgen efter en parkeringsplads bliver mindre stressende,” udtaler Michael Reinartz, innovationschef hos Vodafone.

Yderligere teknologier, som Ford og Vodafona tester under KoMoD-projektet, inkluderer:

Traffic Light Assistance, der viser trafiklysnedtælling i bilens instrumentdisplay ved et lyskryds.

Tunnel Information System, der giver forhåndsbesked om aflukkede vognbaner, fartgrænser og langsomt kørende biler i tunneller forude.

Vario Display, der giver opdateret information om lokale begivenheder såsom fodboldkampe og koncerter, som kan påvirke trafikken.

Traffic Control Systems, der tilpasser fartgrænsen på motorveje for bedre trafikstrøm.

Trafikskiltegenkendelse, der sendes direkte til bilens display. Trafikskiltegenkendelse via kamera er tilstede i mange biler i dag, men kan kameraet være udfordret under eksempelvis dårlige vejrforhold. Overførsel af trafikskilteinformationer til bilen via en mobil forbindelse direkte fra selve skiltet eller en nærliggende vejkommunikationsenhed er mere pålideligt.

Advarsel om dårligt vejr kommunikeres til andre bilister i nærheden. Hvis en bils automatiske vinduesviskere registrerer regn, overføres informationen til nærkørende bilers instrumentdisplay, så de kan justere deres hastighed eller rute.

 Tidligere har Fords tests af nye teknologier demonstreret, hvordan rødt lys kan gøres til et fortidslevn og hvordan der kan gøres bedre plads til udrykningskøretøjer i trafikken.

Se flere nyheder

Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Natalies Demo

Nyheder og events

Se nyheder fra Natalies Demo