Ny teknologi fra Ford vil give renere luft i byerne

07-11-2019
  • Innovativ teknologi med geofencing og krypteret dataudveksling skal sørge for, at køretøjer bruges så effektivt som muligt i miljøzoner i byerne.
  • Forsøg med Transit Custom Plug-In Hybrid starter op i Køln, mens forsøg allerede er i gang i London og Valencia i Spanien for at optimere de miljømæssige fordele ved plug-in-hybridbiler.
  • De nye plug-in-hybridvarebiler, der er bygget på basen af Fords populære Transit Custom, kan opnå en elektrisk, emissionsfri rækkevidde på op til 56 kilometer. EcoBoost-benzinmotoren på 1 liter lader batteriet op, når det er nødvendigt.
  • Ford Transit Custom er den første varebil i sin klasse, der fås som opladelig plug-in-hybrid. En fuldt elektrisk 2-tons Transit ventes i 2021.


Ford udvider sit europæiske forsøg med plug-in-hybridbiler (PHEV) til også at omfatte Køln. Forsøget, som allerede omfatter test af Fords PHEV-modeller i London og den spanske by Valencia, er sat i verden for bedre at kunne analysere og vise de virkelige fordele ved hybridbiler for både miljøet, føreren og flådeejeren.

Ford arbejder med fem kommunale flåder i samarbejde med Køln Kommune, hvor ni Ford Transit Custom Plug-in Hybrid-varebiler og busvarianten Tourneo Custom Plug-in Hybrid udsættes for en meget varieret brug i den virkelige verden – og altså ikke i et begrænset forsøg. Ford vil også undersøge, hvordan innovativ geofencing- og blockchain-teknologi kan spore og forøge de ’grønne’ kilometer, som et køretøj tilbagelægger.

Blockchain er en teknologi for datasikkerhed, der bruges som udgangspunkt for visse digitale teknologier. Den danner permanente, tidsmærkede filer med data, som gemmes på en række computere og vokser, efterhånden som nye filer eller ’blokke’ tilføjes.

“Ford arbejder målrettet på at levere nye og mere miljøvenlige biler, der letter mobiliteten, som i høj grad bliver en større udfordring i vores byer fremover. Forsøgene med plug-in-hybrider i samarbejde med Køln Kommune bygger videre på vores eksisterende elektrificeringsforsøg andre steder i Europa. Det bringer os tættere på vores mål om at hæve luftkvaliteten i bymiljøerne,” siger Mark Harvey, ansvarlig for Commercial Vehicle Mobility hos Ford Europa.

Miljøzonerne breder sig
I Køln introduceres miljøzoner som i mange andre byer over hele Europa, hvor der er et loft på køretøjers tilladte emissionsniveau for at forbedre luftkvaliteten og undgå, at de mest miljøbelastende køretøjer færdes der. Men det kan være omstændigt og svært at implementere og administrere miljøzoner, og restriktioners gældende tidspunkter og afgrænsninger kan nemt blive uklare for bilister af både vare- og personbiler. Her kommer Fords innovative pilotprojekt med geofencing- og blockchain-teknologier ind i billedet.

Hver af de ti Transit PHEV-biler i Køln-forsøget, som strækker sig over 12 måneder, kører med indbygget FordPass Connect-modem og et ekstra apparat, som tilsluttes for at give mulighed for geofencing og blockchain. Når bilerne kører ind i en kontrolleret miljøzone, skifter de automatisk til emissionsfri, fuldelektrisk kørsel, og hver eneste kilometer på ren strøm dokumenteres og registreres. Hvilken drivkraft der bruges, og hvornår bilen kører ind og ud af en miljøzone, registreres i den krypterede log i blockchain-filsystemet. Systemet opbevarer emissionsdata sikkert og deler dem mellem relevante parter i forsøget, herunder både myndighederne i Køln og bilens ejer.

Den dynamiske geofencing-teknologi gør, at testbilerne kan tilpasses i realtid til eksempelvis ændringer i miljøzonerne. Fremover vil myndighederne eksempelvis kunne justere områder med milljøzoner eller skabe helt nye miljøzoner afhængigt af vejret eller miljømæssige udfordringer som smog. Da PHEV’erne altid er online, vil de automatisk skifte til elektrisk drift, når de kører ind i de opdaterede zoner.

Lovende forsøg i London
Fords igangværende forsøg i London har allerede vist, at PHEV-biler er en overbevisende løsning for ejere af varebiler i byer med strenge miljøzoner. Ford Transit Custom PHEV og Tourneo Custom PHEV kan køre på ren strøm med rækkevidde på henholdsvis 56 og 53 kilometer (NEDC). Længere ture mellem byer varetages af den 1,-0 liters EcoBoost-benzinmotor, som lader batteriet op, så rækkevidden stiger til over 500 kilometer (NEDC)*.

“Blockchain-teknologien, som vi tester i Køln, giver sammenhængende og sikker overvågning og dokumentation af bilernes udledning, som gør det ideelt til PHEV-pilotprojektet. Sikkerhed, tillid og transparens er det vigtigste for alle parter i dette projekt, og de er nøglen til vores vision for renere luft i byerne,” fortæller Gunnar Herrmann, bestyrelsesformand hos Ford-Werke GmbH. 

Med pilotprojektet bliver Ford også officiel partner for SmartCity Cologne, der er et initiativ op vegne af bystyret i Køln og den regionale energileverandør RheinEnergie AG. SmartCity Cologne er en samarbejdsplatform for partnere i i hele regionen, som vil igangsætte pilotprojekter og services, der fremmer beskyttelse af klimaet og skiftet i energityper.

“Køln vil fortsat være kørende i fremtiden. Og Køln vil være emissionsfri. Det er en meget høj prioritet for os at ændre byens flåde af køretøjer og anvende bæredygtige køretøjer. Det er simpelt: Hvis ikke vi som bystyre følger vores egne retningslinjer, hvorfor skulle borgerne så gøre det? Myndighederne og kommunalbestyrelsen har godkendt miljønødplanen af meget gode grunde, og vi vil derfor vedvarende arbejde på forbedret luft- og livskvalitet i vores by. Det er vores mål at finde den bedste løsning for klimavenlig mobilitet på alle områder,” siger Henriette Reker, overborgmester i Køln.

Transit Custom Plug-in Hybrid i Danmark
Ford Transit Custom er den første i sin klasse, der tilbydes som plug-in-hybrid, og den forventes lanceret i Danmark i april 2020 med en forventet frapris på 350.000 kr. ekskl. moms. Et nyt geofencing-modul, som forventes introduceret i foråret 2020, kan bestilles til nye modeller og eftermonteres i eksisterende modeller. Blockchain-teknologien er endnu ikke en del af pakken, men med geofencing-modulet vil bilen automatisk kunne skifte til elektrisk kørsel, når man kører ind i en miljøzone.

Ford er førende på varebiler både i Danmark og Europa og satte i andet kvartal af 2019 ny salgsrekord med 68.000 solgte Transit-enheder – en stigning på 2,7 procent i forhold til samme periode sidste år. Ford annoncerede tidligere i år en fuldelektrisk 2-tons Transit, der forventes at blive lanceret i 2021.

Læs meget mere om Ford Transit Custom PHEV og fremtiden for Fords varebiler.

*Endelige forbrugstal oplyses tættere på lancering.

Kontakt osSe flere nyheder

Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Natalies Demo

Nyheder og events

Se nyheder fra Natalies Demo