Aldrig mere tvivl om rækkevidden i din elbil

22-06-2020

Med elbilernes indtog er det vigtigere end nogensinde at kunne stole trygt på anslået rækkevidde og forslag til opladning. Derfor har Ford udstyret den kommende Mustang Mach-E med funktionen Intelligent Range, der præcist forudser bilens rækkevidde og bliver mere nøjagtig over tid.


“Elbilskunder skal kunne stole på bilens rækkeviddeestimater, så de kan være sikre på at nå frem uden kvaler. Derfor har vi udviklet Intelligent Range. Den er løbende på forkant med Mustang Mach-E’s rækkevidde, så man kan nyde turen uden bekymringer,” udtaler Darren Palmer, Fords globale direktør for elbiler.

Det intelligente system beregner rækkevidden ud fra førerens køremønster, som krydsrefereres med lokale vejrprognoser. Den indsamlede data lagres derudover i en cloud, der løbende kan give mere præcise estimater på bilens elforbrug. Teknologien fungerer ved, at bilens batteri rapporterer om mængden af strøm til rådighed, mens drivlinjen registrerer selve strømforbruget. Eftersom varmt og koldt vejr har vidt forskellig indvirkning på rækkevidden, tager Intelligent Range også løbende højde for vejrforholdene.

Crowdsourcet data fra andre datatilkoblede Ford-elbiler kan også præcisere rækkevidden yderligere. Mustang Mach-E kan nemlig registrere og lagre varierende køreforholds vidt forskellige strømforbrug, der medregner faktorer som fx fart, terræn og klima. En flåde af datatilkoblede Mustang Mach-E kan dermed danne et tværsnit af elbilernes forbrug til at optimere nøjagtigheden på hele flådens rækkeviddeestimater – selv på ruter og i køreforhold, som man ikke har begivet sig ud på før.

Selv hvis en Mustang Mach-E skulle løbe tør for strøm, vil Ford Assistance stå klar til at bugsere bilen hen til nærmeste ladepunkt. Det kan være en ladestander, der er del af FordPass Charging Network, en autoriseret Ford-forhandler, ens egen bolig eller nærmeste offentlige ladestander.

Ford vil løbende optimere Intelligent Range-funktionens nøjagtighed gennem online opdateringer, så kunderne altid er på forkant med den avancerede teknologi. Én af de fremtidige opdateringer vil gøre systemet i stand til at medregne trafikforhold i realtid og eventuelle hældninger og højder på vejen.

Den 100 procent elektriske Ford Mustang Mach-E forventes at have en rækkevidde på op til 600 km (WLTP). Mustang Mach-E står i front for Fords hastigt voksende portefølje af elektrificerede biler. Ford vil lancere i alt 18 elektrificerede modeller i Europa inden udgangen af 2021.

Læs mere om Ford Mustang Mach-E.


Kontakt osSe flere nyhederGå til MyNewsDesk

Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Natalies Demo

Nyheder og events

Se nyheder fra Natalies Demo