Næste generations SYNC gør Mustang Mach-E til din bedste ven

11-09-2020

Tips om faste destinationer i navigationen og påmindelse om at ringe hjem på vej hjem fra arbejde. De features og mange flere bliver en del af næste generation af Fords SYNC-infotainment, der får debut i den kommende elbil Mustang Mach-E. Og det bedste er, at du kan personificere den, allerede inden du sidder i den for første gang. 

Ford kunne for nylig fremvise det helt nye SYNC-system for første gang ved et digitalt event. Systemet forbedres løbende ved brug og personificeres til føreren via maskinlæring.

”Vi har arbejdet hårdt på at sikre, at ejere af Mustang Mach-E får den mest personlige køreoplevelse, der kan opnås. Her kommer næste generations SYNC ind i billedet, som er den mest avancerede udgave af vores styresystem hidtil. Det er designet til at forstå føreren til enhver tid,” udtaler Jan Scholl, Connectivity Manager hos Ford Europa.

Næste generations SYNC forbinder føreren med omverdenen uden at tage opmærksomheden fra vejen. Fords kommende infotainment-system er langt mere avanceret end det nuværende og kommer blandt andet med optimeret stemmestyring og maskinlæring. Maskinlæringen sørger eksempelvis for løbende tidsbesparelser og intelligente forslag baseret på tidligere køreture.


Tilpas bilen med mere end 80 indstillinger

Det splinternye SYNC er specifikt udviklet til at sætte kundens behov i centrum. Her kan over 80 indstillinger justeres til førerens egne præferencer, der spænder lige fra temperaturen i kabinen til siddepositionen til stemningsbelysningen i bilen.

Systemet kan via mobiltelefon og bilnøgle opfange, om man nærmer sig bilen, og vil i så fald aktivere førerens valgte indstillinger. Man kan også låse bilen op med en personlig pinkode i tilfælde af, at ens mobiltelefon er løbet tør for strøm.

I Mustang Mach-E kan næste generations SYNC betjenes fra en HD-touchskærm på 15,5”, som er lettere at læse og betjene end nogensinde. Den store lodrette touchskærm har derudover en integreret volumenknap i bunden af skærmen, der gør det nemt at justere lydniveauet.


Personliggør din køretur fra mobiltelefonen

Med den nye funktion Remote Vehicle Setup kan man også oprette en personlig profil i systemet, hvor man blandt andet kan gemme sine favoritdestinationer. Opsætning af profilen sker gennem FordPass-appen på mobiltelefonen, hvor ejere allerede før Mach-E’s udlevering kan indstille deres præferencer på fx opladningstidspunkter og temperatur i kabinen. 

Hver profils personlige præferencer bliver gemt og lagret i skyen allerede inden udlevering. Det betyder, at alle ens profilindstillinger automatisk kan overføres direkte til Mustang Mach-E, når man for første gang kobler sin smartphone til den.

Mustang Mach-E giver også valget mellem tre forskellige køreprogrammer – Stille, Aktiv og Utæmmet – der fintilpasser køredynamikken alt efter humør og behov, mens bilens nye SYNC-system matcher både lyd og stemningsbelysning med hvert køreprogram.


”Én løsning passer ikke længere til alle. Kunder efterspørger produkter, tjenester og oplevelser, der er særligt tilpasset deres specifikke behov. Derfor gør vi det nu muligt for kunder selv at vælge og indstille deres præferencer i Mustang Mach-E, selv før de får bilen udleveret. Det betyder også, at hver Mustang Mach-E vil være sin helt egen,” forklarer Sheryl Connell, Fords Global Trends and Futuring Manager.


Avanceret stemmegenkendelse – næsten som at tale med KITT

Næste generations SYNC har dertil avanceret stemmegenkendelse, som forstår hele 15 europæiske sprog, herunder dansk. Alt lige fra navigation til stemningslys og underholdning kan styres med stemmekommandoer – næsten ligesom det berømte og kunstigt intelligente bilstyresystem KITT fra 80’ernes berømte tv-serie ’Knight Rider’.

Systemet er trådløst kompatibelt med smartphones via både Apple CarPlay og Android Auto.


Intelligent måling af rækkevidden

Det nye SYNC er udstyret med funktionen Intelligent Range, der løbende er på forkant med bilens rækkevidde og informerer om ledige ladestationer og deres priser. 

Det intelligente system beregner rækkevidden ud fra førerens køremønster, som krydsrefereres med lokale vejrprognoser og data fra andre elektriske Ford-biler i nærheden. Den indsamlede data lagres i en cloud, der løbende kan give mere præcise estimater på Mustang Mach-E’s elforbrug. 

Ejere af Mustang Mach-E kan ligeledes se frem til trådløse opdateringer, der løbende vil forbedre bilens forskellige systemer.

Kunder vil derudover have adgang til det største offentlige ladenetværk i Europa, der gør det muligt at betale for opladning via FordPass-appen. Appen oplyser om om både rækkevidde og batteriniveau, og Mustang Mach-E kan opnå op til 119 km rækkevidde på bare 10 minutters lynopladning.

Ud over Mustang Mach-E vil næste generations SYNC også være at finde i andre udvalgte Ford-modeller i Europa fra 2021.

Ford Mustang Mach-E forventes lanceret i Danmark i foråret 2021.

Læs mere om Ford Mustang Mach-E.

Kontakt osSe flere nyhederGå til MyNewsDeskLæs mere om Mach-E

Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Natalies Demo

Nyheder og events

Se nyheder fra Natalies Demo