Et lys i mørket: Fords nye elpaneler øger sikkerheden ved vejarbejde

19-02-2021

Når vejarbejdere yder vejhjælp, reparerer vejhuller eller vedligeholder vand- og gasforsyninger, er det ofte med forhøjet risiko for at komme til skade eller i værste fald miste livet. Ford kommer nu med en løsning, der kan afhjælpe problemet.


En engelsk undersøgelse estimerer, at vejarbejde årligt fører til 6-8 dødsfald blandt vejarbejdere i Europa, mens tallet for tilskadekomne er endnu højere. Som en løsning er reflekterende paneler blevet anvendt som afmærkning, især på mørke vinternætter med lav sigtbarhed. Men panelernes effekt er dybt afhængig af trafikanters forlygter og kan derfor være mindre effektive i fx sving.


Ford har derfor fundet på en lys idé for at komme problemet til livs: Højoplyste, elektriske paneler, såkaldte Electronic High Visibility Panels, som kan monteres på bilens bagdøre og ikke er afhængige af eksterne lyskilder.


Elpanelerne består nemlig af røde striber med strøm, der løber gennem et tyndt lag fosforgas, som lyser panelerne op. De tændes nemt via en kontakt bag førersædet og er de første af sin slags i branchen. Teknologien bruges allerede i bl.a. flycockpits og i skærmteknologi til medicinsk og militært udstyr.


Ford har testet elpanelerne i Storbritannien i samarbejde med det engelske vandforsynings- og kloakeringsselskab Northumbrian Water Group. De indledende tests har givet ingeniører mulighed for at vurdere panelernes effekt i virkelige hverdagsscenarier, hvor bilister fx ikke altid kører med tændte forlygter. Det har nu ført til, at Northumbrian Water Group er den første virksomhed til at anvende de elektriske paneler i sit daglige arbejde.


De nye Electronic High Visibility Panels tilbydes som opbygningsmulighed til Transit- og Transit Custom-modeller i Storbritannien. Ford er i øjeblikket også ved at undersøge muligheden for at introducere panelerne på andre europæiske markeder.


”Vejarbejde er en nødvendig – men desværre også farlig – del af arbejdslivet for mange af vores kunder. Med vores nye elpaneler vil vi sikre, at vejarbejde kan blive udført så sikkert som overhovedet muligt,” udtaler Simon Robinson, chefingeniør for Special Vehicle Engineering hos Ford Europa.


Kate Wilson, som er transportchef for Northumbrian Water Group, tilføjer: ”Jeg glæder mig over at se denne løsning, som Ford er kommet frem til i samarbejde med vores chauffører. Elpanelerne vil fremover ikke kun øge sikkerheden i vores sektor, men i bilflåder verden over.”


Salget af Fords varebilsfavoritter Transit og Transit Custom udgjorde på europæisk plan 203.074 enheder sidste år, som i 2020 har bidraget væsentligt til Fords 6. år i træk som markedsleder på varebiler i Europa.


Følg Ford på Mynewsdesk – Ford.dk – Facebook – Instagram – LinkedIn


Kontakt osSe flere nyheder


Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Natalies Demo

Nyheder og events

Se nyheder fra Natalies Demo