Historisk jubilæumssejr til Ford ved årets Le Mans

25-07-2016
I år er det 50 år siden Ford GT’s berømte 1-2-3 sejr ved Le Mans i 1966. I den anledning gjorde Ford comeback ved verdens største racerløb, og Le Mans 2016 var en begivenhed, der på mange måder blev historisk for Ford. Den nye Ford GT præsterede fremragende, og Ford endte på en 1., 3., og 4.-plads.

Både Mercedes, Bentley og Porsche har gjort det før; vendt tilbage til verdens største motorsportsbegivenhed efter års flere fravær. I år gjorde Ford det, og selvom det kun er ét år siden, at man annoncerede sin deltagelse, er det gået over al forventning for den nye Ford GT.

Le Mans blev ingen undtagelse, og man skal langt tilbage i historiebøgerne for at finde et mere intenst racerløb, og spændingen varede til det absolut sidste.

Den nye racer har været undervejs siden den daværende chef, Alan Mullaly, igangsatte den storstilede satsning tilbage under finanskrisen i 2013. De fleste kan nok forestille sig, at det kræver en god portion mod, når et af verdens største bilmærker, sætter et så dyrt og prestigefyldt projekt i gang, mens hele verdens (og især den amerikanske) økonomi fortsat er i knæ. Og det var da også kun et meget begrænset team på tolv Ford-medarbejdere, der havde nøglen til det ene rum, hvor hele udviklingen af den nye Ford GT blev gennemført.

Du kan se meget mere om selve optakten til løbet og historien bag Ford GT’s comeback her.

Hurtigt fra start med god mekanik

Allerede et par timer inde i årets løb, stod det klart at Ford og Ferrari var væsentligt hurtigere end konkurrenterne fra blandt andet Corvette og Aston Martin. Selvom banen kun er 13,7 kilometer lang, er speederen næsten konstant i bund i det døgn, som løbet varer. Det sætter store krav til mekanikken, hvilket Ford har haft stor fokus på i den nye GT. Selvom man vidste, at det ville blive svært med kun en kvart løbssæsons erfaring, deltog Ford i årets Le Mans med en ambition om ikke blot at deltage, men løbe med sejren - og det gjorde de endnu en gang.


24 timer - hvert minut tæller

Søndag klokken 15, efter 24 timers heftigt væddeløb, blev sejren en realitet for Ford, der tog 1.-,3.- og 4. pladsen i GTE Pro-klassen. GTE Pro-klassen består af 100% professionelle teams, med professionelle kørere, og i modsætning til bilerne fra LMP1 og LMP2 (de to hurtigste klasser ved Le Mans) er Ford GT også skabt med det formål at kunne køre både ræs og almindelig gadekørsel. Det skal være en bil, der skaber glæde hos den almindelige forbruger, og som man kan læse her, bliver der over de næste to år produceret 500 eksemplarer af de ”almindelige” Ford GT’er, som mere end 6.000 mennesker har budt ind på.

Kun én anden bil, Ferrari 488’eren, var med helt i førerfeltet og kom ind på en 2. plads, ca. ét minut efter Fords GT. Det var derfor på mange måder en episk gentagelse af kampen mellem Ford og Ferrari fra 1960’erne. Dengang sendte Ferrari en kurv til Henry Ford II da han forsøgte at købe den italienske sportsvognsfabrik og han besluttede derfor at skabe en bil, der kunne slå den hurtige Ferrari. Det skete første gang ved den historiske sejr i 1966, og de næste fire år viste Ford for alvor viste resten af feltet, og i særdeleshed Ferrari, hvor skabet skulle stå. Derfor valgte man til dette års comeback, at hylde de fire Le Mans-sejre ved at udstyre årets biler med løbsnumrene #66, #67, #68 og #69.

Det var altså et meget succesfuldt comeback for den legendariske Ford GT, og det var kun en Ferrari på 2.-pladsen, der stod i vejen for en gentagelse af 1-2-3 sejren fra 1966.

Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Natalies Demo

Nyheder og events

Se nyheder fra Natalies Demo