Nu kommer Fiesta ST – et dynamisk vidunder

25-05-2018

Siden 1982 har Ford produceret ultra skarpe udgaver af Fiesta – fra den første Fiesta XR2 med 84 hk til den seneste Fiesta ST med 182 hk. Nu når dynamikken og kræfterne nye højder med den helt nye Fiesta ST. Topmoderne trecylindret EcoBoost-benzinmotor med 200 hk, mekanisk spærredifferentiale og Drive Modes-køreindstillinger gør den hurtige Fiesta ST fleksibel, fed og fyrig 

  • Den helt nye Fiesta ST leverer endnu mere køreglæde og klassens bedste dynamik – krydret med soundtracket fra den nye 1,5-liters EcoBoost-benzinmotor
  • Den helt nye motor med 200 hk tillader en accelerationstid fra 0-100 km/t på blot 6,5 sekunder, og for første gang hjælper et mekanisk spærredifferentiale med at få kræfterne ned i asfalten
  • Patenterede fjedre med force vectoring understøtter skarpere indstyring og hurtigere reaktioner, mens Drive Modes gør det muligt at justere Fiesta ST optimalt til både vej- og banebrug – inklusive launch control
  • Nye muligheder for at gøre Fiesta ST mere personlig – og flere luksuriøse tilvalg som B&O PLAY-lydanlæg og SYNC 3 med 8” touchscreen
  • To udstyrsvarianter – ST1 og ST2 – og valget mellem tre eller fem døre. Den nye Fiesta ST fås til priser fra 274.800 kr. inklusiv levering


Den nye Ford Fiesta ST er den skarpeste bil i mini-GTI-klassen! Innovative teknologier giver forrygende dynamik og flere variationsmuligheder, og en helt ny motor giver den nye Fiesta ST en spektakulær karakter.

Under motorhjelmen ligger en helt ny 1,5-liters EcoBoost-benzinmotor – den første trecylindrede motor nogensinde i en model fra Ford Performance – med en ydelse på hele 200 hk og et maksimalt moment på 290 Nm. bliver 0-100 km/t presset helt ned på 6,5 sekunder. Topfarten er 232 km/t.

Drive Modes-køreindstillinger er en nyhed i Fiesta ST, som tilføjer fleksibilitet: motoren, styretøjet og antispind- og ESC-systemerne kan konfigureres i tre forskellige opsætninger, som ændrer bilens karakter. Fra den fleksible hverdagsbil i Normal over den legesyge køremaskine i Sport til banefokuseret hot hatch i Track mode. Den nye Fiesta ST fås også med launch control, som optimerer konsistente og hurtige igangsætninger på bane – og det hele understøttes af et dedikeret display i instrumenteringen.

For første gang er det også muligt at bestille Fiesta ST med mekanisk Quaife-differentialespærre (LSD), som gør det til en endnu større fornøjelse at køre på kurvede veje, og som den første i klassen fås Fiesta ST med Ford-patenterede force vectoring-fjedre, som giver mere føling i indstyring og mere kontrol over bilens bagende.

Den nye Fiesta ST kan leveres med enten tre eller fem døre, og der kan vælges mellem udstyrsniveauerne ST1 og ST2. Præcis som den almindelige Fiesta er der et meget bredt udvalg af muligheder for at give Fiesta ST et personligt og luksuriøst præg – med B&O PLAY-lydanlæg, infotainmentsystemet SYNC 3 med 8” touchscreen og de nyeste førerassistancesystemer som for eksempel vejskiltegenkendelse.

”Fans og entusiaster forventer sig rigtig meget af den nye Fiesta ST. Vi har taget alt det, vi har lært fra de seneste Ford Performance-modeller, inklusive Focus RS og Ford GT, og brugt det som grundlaget for udviklingen af den nye hot hatch. Fiesta ST sætter nye standarder for køreglæde i klassen med sin trecylindrede EcoBoost-motor, som taler direkte til hjertet med sin unikke og sportslige lyd,” siger Leo Roeks, chef for Ford Performance, Europa.


Flere kræfter og højere effektivitet

Fords helt nye 1,5-liters EcoBoost-motor med turboladning kommer med højtryks-indsprøjtningssystem, dobbelt uafhængig ventilstyring (Twin-independent Variable Cam Timing) og trecylindret arkitektur. Med denne avancerede opbygning yder den nye motor 200 hk ved 6.000 o/min og 290 Nm over et bredt omdrejningsområde, fra 1.600-4.000 o/min. 

Den trecylindrede arkitektur sikrer et naturligt høj moment fra lave omdrejninger, og ydelsen er yderligere boostet med en ny turbolader med optimeret turbinedesign. Designet tillader hurtigere opbygning af turbotrykket, så den frygtede turbotøven undgås. En ny kombination af direkte og indirekte indsprøjtning giver på den ene side optimal ydelse og respons, på den anden side reduceres CO2-udledningen – og brændstofforbruget sænkes især, når motoren ikke presses.

Som den første trecylindrede motor i bilindustrien kommer den nye 1,5 EcoBoost i Fiesta ST med cylinderfrakobling. Det resulterer i en markant øget effektivitet og et lavere forbrug, uden at man mister respons eller kraftoverskud. Teknologien stopper automatisk brændstoftilførslen og ventilstyring for en af motorens tre cylindre, når den fulde kapacitet ikke er nødvendig, for eksempel ved kørsel lige ud og med konstant fart. Cylinderfrakoblingen aktiveres og de-aktiveres i løbet af 14 millisekunder – 20 gange hurtigere end et menneske kan blinke med øjet.

Den nye motor er bygget komplet i aluminium og har en fuldt integreret udstødningsmanifold, som hæver effektiviteten ved at hjælpe motoren med at nå sin driftstemperatur hurtigere – udstødningsgasserne skal på den måde tilbagelægge en kortere afstand mellem cylindre og turbolader. Aktiv teknologi i udstødningsventilen forstærker den naturlige, sprøde lyd fra den trecylindrede motor og laver det perfekte soundtrack til den dynamisk køreoplevelse.

Den nye Fiesta ST har et gennemsnitsforbrug på 16,7 km/l og en CO2-udledning på 136 g/km, og benzinpartikelfilter hjælper med at holde emissionsniveauet nede.


Gribende køreoplevelse

Den tredje generation Fiesta ST er den første, som fås med mekanisk Quaife-spærredifferentiale, som giver markant bedre greb på forhjulene, når vejgrebet reduceres – det gælder især, når det ene forhjul belastes i sving. Her træder differentialet til og fordeler kræfterne. Det mekaniske system arbejder hurtigt for at begrænse tildelingen af moment til det af de to forhjul, hvor grebet i vejen er reduceret – i et sving gør det sig gældende for det inderste hjul. I stedet ledes kræfterne til det yderste hjul, som på den måde kan optimere vejgrebet og gøre det muligt at udnytte den trecylindrede motors fulde potentiale.

Det nye differentiale arbejder side om side med Fords forbedrede Torque Vectoring Control-teknologi, som forbedrer stabiliteten og reducerer understyring ved at bremse det inderste hjul i sving. Balancen mellem de to systemer er finjusteret af Ford Performance-ingeniørerne til at levere optimalt vejgreb på tørre veje og harmonisk opførsel på fugtige underlag.

”Er man vant til at køre en stærk bil med forhjulstræk, er man uden tvivl bekendt med, at det ene hjul ”skrubber” på asfalten, når man tager et sving i høj fart – som skyldes for meget moment på det inderste hjul. Vi har justeret det nye differentiale til at arbejde perfekt sammen med Torque Vectoring Control-systemet, så man får fornemmelsen af naturligt vejgreb og samtidig ikke møder problemet med for meget moment på det forkerte forhjul,” fortæller Leo Roeks. 


Sofistikerede fjedre

Ford-patenterede force vectoring-fjedre forbedrer stabiliteten, bilens adrætte køreegenskaber og bagvognens reaktion på input fra den nye Fiesta ST's nye torsionsaksel. De leverer med andre ord mere følelse og bidrager til den exceptionelle, dynamiske køreoplevelse.

Den nye Fiesta ST er den første i klassen med den nye teknologi med ikke-uniforme fjedre, som tilfører modsatrettet moment til den bageste del af affjedringen – de bageste fjedre absorberer kraftudviklingen i sving direkte, og er med til at give øget stivhed.
Fordele ved denne unikke undervognsopsætning:

  • hurtigere indstyring og respons gennem styretøjet
  • en vægtbesparelse på 10 kilo i forhold til løsningen med Watts-led, som normalt bruges til at øge stivheden
  • kompatibelt med traditionelle støddæmpere
  • ingen kompromisser når det kommer til komfort og affjedring


Fords force vectoring-fjedre er koldformede for mere styrke og længere holdbarhed. De særlige fjedre med varierende hældning og diameter er udviklet specielt til den nye Fiesta ST.

Den nye Fiesta ST er yderligere udstyret med Tenneco-støddæmpere, de forreste med dobbelt kammer, de bageste med enkelt kammer, som bruger RC1-ventilteknologi. RC1-teknologien leverer frekvensafhængig dæmpning, som giver den bedste kontrol over undervognen - også ved høje hastigheder. Vridningstallet for bagakslen er 1.400 Nm/deg, det højeste tal for nogen model fra Ford Performance.

”Vi har været gennem tre gange så mange opsætninger af undervognen som normalt for at finde en den perfekte opsætning, som giver præcis den fantastiske køreoplevelse, der forventes af en ST-model, men som samtidig leverer høj komfort ved hverdagskørsel til og fra arbejde. Bilens sofistikerede støddæmpere justerer sig selv og nedtoner ujævnheder i vejen, når affjedringen ikke som sådan arbejder – som man for eksempel oplever det på motorvejen – og så justerer de sig på samme måde, når bilen køres dynamisk,” siger Leo Roeks.


Den stående start på banen – Launch control

Launch control er udviklet til bane brug, og giver for første gang Fiesta ST-kørere mulighed for at opleve konsistente, gentagne igangsætninger med høj præcision. Systemet er simpelt at bruge, og via knapper på rattet kan føreren nemt aktivere launch control. Et dedikeret grafisk display i det 4,2” store hovedisplay toner frem, og man instrueres i at koble ud og holde speederen i bund, så bilen ved, den skal opbygge omdrejninger og automatisk holde sig ved omdrejningsbegrænseren – hvorefter man venter på at en måler i displayet, viser, at Fiesta ST er klar til at skyde af sted.

Når man slipper koblingen, vil launch control orkestrere en optimeret stående start ved hjælp af ESC, antispind, Torque Vectoring Control og Torque Steer Compensation – systemerne kontrollerer kraftudfoldelsen og leveringen af motorens moment.

De nye Drive Modes-køreindstillinger giver endnu mere fleksibilitet og variation i den nye Fiesta ST. Det er nu muligt at tilpasse bilen forskellige kørselssituationer og scenarier, fra turen til supermarkedet til weekendens trackday:

  • Normal-indstilling er motorstyringen, antispind-systemet, ESC-systemet, den aktive ventil i udstødningssystemet og el-servoen (EPAS) konfigureret til at levere naturlig respons og føling med vejen
  • Sport-indstillingen er motorstyringen og speederresponsen sat skarpere op, og den elektriske servostyring (EPAS) leverer mere feedback og endnu bedre fornemmelse af vejen. Den aktive udstødningsventil åbnes for at gøre lyden mere intens.
  • Track-indstillingen er alle de dynamiske elementer i den nye Fiesta ST tunet til at levere de hurtigst mulige omgangstider på en bane. Antispind er deaktiveret og ESC-systemet reagerer først sent for at give føreren mere frie tøjler.


ESC-systemet har tre indstillinger, som gør det muligt at vælge mellem fuld indgriben, delvis indgriben med større frihed og endelig fuld de-aktivering.

Den nye Ford Performance-models sportslige karakter fremhæves yderligere gennem et styretøj, der med en speciel kalibrering, har en udveksling på 12:1. Det er den hurtigste udveksling i nogen Ford Performance-model - og 14 procent hurtigere end i ST200-udgaven* af den foregående Fiesta ST. Bremsesystemet med 278 mm ventilerede skiver foran og 253 mm skiver bagtil kan klare selv hårde strabadser og gentagne kraftige opbremsninger.

I forhold til den foregående Fiesta ST tilbyder den nye en førerposition, som giver mere optimal kontrol over bilen. Ingen anden bil i klassen kan tilbyde så omfattende justeringsmuligheder, for optimal afbalanceret førerindstilling mellem sædehynde og -ryg.


Mere udstyr og flere muligheder

Den nye Ford Fiesta ST er fra starten tilgængelig med både tre og fem døre, og begge kommer med sportslig, smagfuld styling med 17” alufælge som standard eller, mod merpris, 18” alufælge. Individualiseringsmulighederne er større end før med to udstyrsniveauer, ST1 og ST2, og et væld af udstyrspakker.

Eksteriørfarverne inkluderer Frozen White, Magnetic, Moondust Silver, Performance Blue, Race Red, Shadow Black og Silver Fox, og uden merpris har Fiesta ST velstøttende Recaro-sportssæder, ST-gearknop, rat med flad bund med blå eller gråsyninger, som går igen på håndbremsegrebet og omkring gearstangens bund.

Kunderne får et bredt udvalg af designelementer til gearstangen, rattet, dele af dørsiden og de dekorative indlæg i instrumentbordet. Yderligere kan der vælges flere separate styling-pakker. Et panoramasoltag, som kan åbnes, fås ligeledes som ekstraudstyr.

Infotainment- og nødopkaldssystemet SYNC 3 er standard i den nye Fiesta ST og kommer som standard med en højt placeret touchscreen i størrelsen 6,5”, mens en opgradering til en større skærm i størrelsen 8” fås til en yderst skarp pris. Som til andre nye Fiesta-modeller leverer B&O PLAY et lydanlæg i særklasse til Fiesta ST, som omdanner bilen til en rullende koncertsal med 10 højttalere.

Det høje niveau for standardudstyr rundes af med avancerede førerassistancesystemer som Lane Keeping Aid, Lane Keeping Alert og fartpilot med fartbegrænser, mens der også er mulighed for at udstyre den nye Fiesta ST med regn- og lyssensor, fjernlysassistent og vejskiltegenkendelse.

“Første gang man prøver den nye Fiesta ST, vil man øjeblikkeligt forstå, hvad Ford mener, når vi forklarer, at ST står for Sports Technologies. Hver eneste funktion omkring kraft og dynamik i denne bil er forstærket gennem innovative teknologier,” slutter Leo Roeks.

Den nye Fiesta ST har premiere hos de danske Ford-forhandlere i løbet af sommeren. Priserne starter fra 274.800 kr. for Fiesta ST (ST1) med tre døre og fra 279.840 kr. for Fiesta ST (ST1) med fem døre. Alle priser er inklusiv levering.

*Ford Fiesta ST200 har ikke været markedsført i Danmark


Foto og mere information findes på Ford Danmark pressecenter: http://www.mynewsdesk.com/dk/pressroom/ford-motor-company

Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Natalies Demo

Nyheder og events

Se nyheder fra Natalies Demo